Magi

Her på årets første rigtige forårsdag var det da helt umuligt at holde sig indendørs. Jakob og jeg rumsterede i haven det meste af dagen. Han lavede noget højbed, han skal vist have nogle krydderurter og salater. Ellen på syv vil gerne have sin egen lille køkkenhave i år, så hun og jeg gik i gang med at gøre den klar for at så gulerødder. Vi nåede dog ikke længere end til at hive nogle gamle persillerødder op af jorden, så dukkede Rosa fra vejen op, og så glemte Ellen alt om sin køkkenhave.

Men så fortsatte jeg bare med min egen.

Noget af det mest magiske jeg ved er at tage frø fra planter og gemme dem til året efter og så dem. Jeg er så fascineret af, at naturen kan genskabe sig selv på den måde, år efter år efter år, med vidunderlige og uforudsigelige varianter.
Jeg samler frø af alt det, jeg kan komme i nærheden af. Og nu er det dejlige tidspunkt kommet, hvor man kan begynde at putte alle de gode sager i jord og sætte dem til forspiring i vindueskarmen.

Jeg har sået frø af lathyrus og tallerkensmækkere i jord, og en masse forskellige slags tomater – dem, jeg syntes smagte særlig godt sidste år og derfor tog frø af. Den nemmeste måde at gøre dét på er i øvrigt at halvere en tomat og tvære indholdet ud på et stykke køkkenrulle, lade det ligge og tørre i nogle dage og så opbevare det i køleskabet. Om foråret kan man så bare klippe små stykker papir ud og lægge dem ned i jorden:

trykke dem lidt ned og dække med en smule jord. Og så er det bare at vente.

PS. Det her er Clara. Hun nød også forårssolen i dag.

Forårseufori

Der er ikke længere nogen tvivl: Det er ved at blive forår. Jeg har været i haven og lette på de visne blade, og overalt pibler det frem. Krokus, skilla, dorotealiljer, fine fyldte vintergækker …

Men det mest vidunderlige, jeg fik øje på derude, var det her:

Akelejerne er på vej! Akelejer er nogle af de mest anarkistiske blomster, der findes, men heldigvis også nogle af de smukkeste. De sår sig selv overalt og er umulige at styre, både mht voksested og farve. Man kan så blå akelejer, og næste år kommer der hvide eller rosa eller flerfarvede. Jeg elsker det! Og akelejer pynter i enhver havebuket.
Og så har jeg siddet ude i drivhuset for første gang i år:

Det er opbevaringssted lige nu, og et rodet et med visne blade overalt. Inden længe går jeg i gang med at muge ud og gøre det klar til forår. Jeg har overvintret det her citrontræ derude, mest fordi jeg bare aldrig rigtig nåede at flytte det ind:

Jeg tvivler lidt på, at der stadig er liv i det, men jeg er før blevet overrasket over, hvad planter kan klare, så jeg skærer alt det visne af, så får vi se …
I drivhuset står også nogle store oliedåser, jeg fandt i en baggård til et pizzaria:

Jeg forestiller mig at skære toppen af og bore nogle huller i bunden, så bliver de perfekte plantekrukker. Hvilket man altid mangler, når man har have, og det er sommer, og man er en tosset plantedame.

Om at bytte bolig

Når man er en stor familie, kan ferie meget hurtigt blive dyrt. Så vi dyrker boligbytte i det omfang, vi kan komme til det.
Når man opretter en profil på en boligbytteside, er der meget tilfældighed i, hvilken feriedestination, man lige ender på, og det kan jeg rigtig godt lide.
Første gang vi byttede bolig, var for 3-4 år siden, hvor vi byttede med en familie i en lille by i Belgien. Et kæmpestort og virkelig fedt hus i tre etager og med en spøjs lille have med kunstigt græs. Huset var en virkelig god base, lige i smørhullet mellem Bruxelles, Antwerpen, Brugge og Gent, så vi lige kunne besøge en ny by hver dag. Må i øvrigt sige, at Belgien er meget federe end sit rygte!
Her i vinterferien byttede vi med en familie i en landsby lidt uden for Aarhus. En gammel landsby, med tætliggende huse og en lille kirke og kirkegård midt i det hele.

Byttede er egentlig så meget sagt, for det var kun os, der boede hos dem – de skulle et andet sted hen, men vi måtte gerne låne deres hus, så kunne de måske bo i vores på et andet tidspunkt … Og sådan er kulturen blandt boligbyttere: Der er en meget stor tillid til hinanden, når man har en profil. Så er man ligesom godkendt og i orden. Og jo flere boligbytter, folk har bag sig, jo mere credit har de selvfølgelig.

Fordelene ved boligbytte er indlysende:
– Man bor gratis.
– og får derfor råd til flere fornøjelser på ferien.
– Der er nogen, der passer på ens hus (og i vores tilfælde vores dyr) i ferien.
– Man kommer steder hen, man ikke anede fandtes.
– Man oplever destinationen indefra og får at se, hvordan folk i andre lande bor, og det synes jeg er virkelig spændende. Man skriver også sammen og lærer folk lidt at kende forskellige steder.
Ulemperne er:
– Der bor nogen i ens hus; man skal kunne klare, at der sover fremmede mennesker i ens seng. Det har jeg ingen problemer med, men det har nogle.
– Man bor blandt ting, andre er glade for, og som man skal passe på ikke at ødelægge – som fx det her:

Til sommer har vi aftalt bytte med nogen i Frankrig. Jeg håber, de ikke har helt så kostbart service.

My kind of Valentine’s Day

Jeg har tilbragt dagen i Aarhus. Med min mand og mine tre unger. Den mellemste havde hørt om en god shawarma i Bazar Vest, en kæmpe bazarhal i Brabrand, så der kørte vi ud. Vildt eksotisk sted med masser af farverige butikker med en masse varer, dekoreret med en masse guld. Og billige mad- og frugtboder. “Skal du have en kasse limefrugter, frue? Kun 50 kroner, det er meget billigt!” Det stod jeg ikke lige og manglede, men jeg købte lystigt ind af nødder og tørrede bær. Og en uundværlig smuk etnisk taske fandt jeg også for en slik. “Håndsyet i Thailand, ikke i Tyrkiet, frue!”

Og så slentrede vi rundt i Aarhus. Jeg kan vældig godt lide den by. Der er noget udansk, som jeg elsker, ved brostensgaderne og de smalle gyder.
Da den yngste skulle tisse, og Jakob og hun gik for at finde et toilet, smuttede teenagerne og jeg i Salling, hvor jeg købte en lille rød, hjerteformet æske med chokolader i og gav den til min Jakob. Det var den Valentine’s-fejring, og det var fint.

Vi havde forestillet os at spise på en hyggelig cafe i latinerkvarteret, men både Englen og de andre cafeer havde alt booket, så vi endte med, ikke usædvanligt, at trave byen tynd i over en time for at finde et sted, både små og store og voksne kunne acceptere, for at ende på … Jensens Bøfhus. Det var ikke planen, og særlig godt var det ved gud heller ikke, men hyggeligt, det var det. Jeg ved ikke noget bedre, heller ikke på Valentine’s Day, end at være ude med min flok.

Vinterferie

Vi har vinterferie. En hel, dejlig uge med masser af tid. Jeg har nogle tanker, jeg vil gå og dvæle ved. Nogle spørgsmål, jeg vil prioritere at stille mig selv, nu hvor jeg har tid til at tænke. Men når man har hus og have, der mest minder om en bondegård, er der også praktiske ting, der skal ordnes. Sidste år ved denne tid revnede seks af ruderne i drivhuset pga sne, der lå og tøede og blev alt for tungt. For nylig fik vi sat nye ruder i, og de skal helst ikke revne igen. De lover tøvejr i løbet af ugen, så jeg har været ude og feje det her sne ned, varsomt og forsigtigt.

Jeg har muget ud hos hønsene og lagt ny strøelse og halm, så de ligger godt, når de skal producere æg til os.

Og jeg har lagt frø ud på fuglebrættet, som er fint og snedækket ligesom alt andet.

Jeg elsker sne. Fordi det er smukt og eventyrligt. Og fordi alt bliver stille, og alt går langsommere, når der er sne. Bilerne kører langsomt, cyklisterne sænker deres hæsblæsende tempo, mennesker tager mere hensyn til hinanden. Det er som om, effektivitet og produktivitet bliver sat lidt på pause, når der er sne, en form for undtagelsestilstand. Det passer perfekt til at holde vinterferie.

Om vintergækker og den slags

Der har været lidt stille her fra Valby. Det skyldes lammelse over verdens tilstand. Jeg har mærket en tvivl omkring det at skrive om de nære ting: Er det vigtigt nok. Har det en berettigelse, når der sker så mange åbenlyse uretfærdigheder og grusomheder i verden, og en diktator har indtaget verdens mest magtfulde stol. Det har jeg gået og summet over. Og nået frem til, at ja. At beskæftige sig (også) med de nære ting i livet har en berettigelse. Endda en nødvendighed. For de små ting holder os nede ved jorden og minder os om skønhed og glæde og lethed.

Apropos de små ting. De bittebittesmå ting. Jeg har gået og spejdet efter vintergækkerne i min have. Og her til morgen fik jeg øje på årets første.

De er spæde, og de er få, men de er der, og om et par uger er de overalt. Og lyset er ved at vende tilbage i en grad, så man ikke længere er i tvivl, for nu er det ikke længere begsort udenfor, når vi sidder og spiser morgenmad, og jeg kan lugte forår i luften.

Spirelykke og en hemmelig gæst

Fra april til oktober er jeg herude næsten hver dag.

Vi flyttede fra lejlighed til hus for små tre år siden, og jeg er stadig i lykkerus over at eje et stykke jord, vi helt selv bestemmer over. Det første forår, vi boede her, fik jeg 10.000 kr tilbage i skat. Dem købte jeg drivhuset for. Det er måske det vigtigste, jeg har købt til mig selv nogensinde. Eller, det var selvfølgelig til hele familien, men det er bare mest mig, der er derude. For det er mig, der har den største lidenskab for planter. For at så et frø i jorden og se det spire, plante det ud og følge, hvad det udvikler sig til. Spise frugterne. For mig er der ikke meget, der er mere spændende end det.
Og ved I hvad? Der er ikke længe til, at man så småt kan begynde at forspire. Jeg glæder mig helt vildt! Selv om det lige nu er vinter på alle tangenter. Hønsenes vand fryser til is om natten:

Og vi har ild i pejsen, fra vi kommer hjem, til vi går i seng. Vi er ved at være i bund i brændestablen i skuret, og det viser sig, at vi ikke er de eneste, der bruger det skur – se bare hvilket forråd, nogen har samlet derude:

Langsom, langsom weekend

Vi er ligesom kommet lidt skævt ind i det nye år herhjemme. Halvdelen af familien er syge (igen), og jeg selv er så angrebet af menstruation, at jeg er svimmel og træt ind til knoglerne. Så weekenden har været stille. Hvilket jeg i udgangspunktet holder af, men også godt kan blive lidt sindssyg af. I dag måtte jeg lige ud og bevæge min krop. Så jeg gik en lang tur i Valbyparken og ved Kalveboderne, som er vores lokale vand. Altså, det er jo ikke det store, åbne hav, men hav-agtigt nok til, at jeg får den der følelse af at være en lillebitte lort i det store billede. En følelse der er vigtig at have i sit liv for at bevare ydmygheden og proportionerne. Og der var pænt, det var der altså.

Bagefter tog jeg et langt karbad med Epsom salt og lavendelolie, man skal huske at give sig selv næring. Og nu har jeg placeret mig i sofaen med te, strikketøj, febersløj 7-årig nintendospiller og en uldtot af en hund, der ikke vil gå glip af hyggen.

Se, dét kalder jeg vinter!

Jeg cykler normalt de 8-9 km, jeg har ind til mit arbejde, i regn og slud, men lige i dag var jeg sådan lidt hormonramt, og min krop trængte i virkeligheden bare til at bevæge sig i slow motion, så jeg tog toget for en gangs skyld. Jeg gik gennem vores lokale park til stationen, og det var simpelthen det fineste solbeskinnede frostvejr, og den lille travetur viste sig at være lige præcis, hvad jeg havde brug for her til morgen. En turboopladning. Der var masser af fugle, og der var ænder

(som forsøgte at flygte fra mig, derfor den slørede billedkvalitet).
Hejren med istap i skægget nåede jeg desværre ikke at forevige, før den lettede. Men gud, hvor jeg elsker rigtig vinter. Med høj, blå himmel og behov for at tage de helt varme støvler på. Og med is på pytterne.

Så mangler vi bare sne, så skal jeg ikke bede om mere. Vejrmæssigt, i hvert fald.

En ny begyndelse

Jeg ved ikke med jer, men for mig føles et årsskifte som et enormt spring i tid. Som om december slet, slet ikke lige har været, men allerede er så langt væk, at det nærmest hører til i en anden dimension. Allerede Nytårsdag er min tavle i den grad visket ren, så alt fra det gamle år ligesom er … falmet. Og det nye, sprøde år står lysende klart foran mig.
Nytåret markerer en ny begyndelse på mange måder. Se lige hvad der står og funkler ude i min have:

Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er for noget, der spirer frem her, men jeg ved, at det varsler lysets komme og en ny havesæson, og jeg glæder mig helt vildt til alt det, jeg skal i gang med derude.

I min indbakke er lige landet en mail fra en af mine favoritter blandt frøforhandlere på nettet, Albinus Frø, de har 50 % på en masse gode sager, jeg kommer nok til at gå lidt amok der.

Vi har to dage tilbage af juleferien. Den kan godt være svær at kravle ud af, synes jeg; den har sådan en dejlig hulefornemmelse, og jeg har tilbragt dejlig meget af den med sofa og pejs og ingen planer. De sidste par dage skal inhaleres i store, fyldige bidder, inden det bliver onsdag, hvor vækkeur, møder og forældreintra kommer væltende ind over os igen.