Et tip til en fantastisk haveblog!

Faldt lige over det her billede:

Sådan et tree house drømmer jeg lidt om. Åh, at sidde deroppe, fredfyldt og med udsigt over kvarterets haver. Nå, men billedet kommer fra min absolutte yndlingshaveblog. Der findes mange gode blogs om have og planter, men hvis du leder efter inspiration til haveindretning og i det hele taget til at lave fine, anderledes ting i din have, så tjek http://Gardenista.com ud!  Læs videre “Et tip til en fantastisk haveblog!”

Jeg er klar til forår

Kirsebærblomsterne er på deres mest imponerende lige nu, det er det rene Nangijala. Tulipanerne myldrer også frem. Hver dag springer en ny ud, så det er bare med at plukke og skære og lave buketter.

I Ellens højbed i forhaven fjernede hun og jeg resten af persillen fra sidste år for at få plads til gulerødder og ærter – men persillen er åbenbart vældig levedygtig, den kæmper sig vej ud på siden af bedet:

Det er faktisk vildt smart, så kan vi bare plukke dér.

Når jeg går rundt derude, i forhaven, kommer kattene. De ved nemlig, at dér har hunden ingen adgang, og ham er de ikke så begejstrede for.

Men hvad ham her ovenfor er begejstret for – Piv aka Verdens Største Kat aka Verdens Sødeste Kat – er at blive nusset på maven og kløet bag øret og ligge på skødet. Så når han ser mig i forhaven, er han der, ja, som en mis.
Så jeg kan passende sætte mig og nulre ham, mens jeg venter på, at det forår begynder at tage sig selv alvorligt.

Hakke(u)orden

De her to bor fast i vores have. Her er tit flere duer, men de to er her altid. Jeg tror, de har opdaget, at jeg fodrer havens fugle meget gavmildt, og selvom sådan en due, der er næsten lige så bred, som den er lang, på ingen måde kunne mase sig ind på foderbrættet, har de luret, at der drysser masser af fuglefrø ned på jorden. Så de har taget fast bolig.

Hende her skal til gengæld flytte:

Hun har gennem de sidste par måneder hakket på vores andre tre høns; særligt én af dem er så hårdt angrebet, at hun har mistet fjer og fået sår. Og dét kan jeg ikke holde ud at se på, så i aften er det flyttedag for hende, der hakker. Vores søde naboer, som i forvejen har høns, har sagt ja til at adoptere hende. Vi antager, at hun ikke begynder at hakke på deres høns, eftersom hun kommer til at være nederst i hierarkiet som ny høne blandt en flok gamle. Vi håber, det går godt, ellers er der kun suppegryden tilbage.
Men det sjove ved den her historie er, at når man skal flytte en høne, skal man gøre det om aftenen, når de er gået ind i hønsehuset og har sat sig på pinden for at sove. Så sætter man hende stille og roligt ind ved siden af dem. For når de så vågner næste morgen, tror de, den nytilkomne altid har været der. Høns er ikke de højest begavede dyr på denne jord.

At bo sammen med andre mennesker

Vi har snart ikke flere vindueskarme, jeg kan oversvømme med forspirede planter. Men med den isvinter, der er over os, ligger det ikke lige om hjørnet at flytte dem udendørs. Så de fire mennesker, jeg bor sammen med, får deres tålmodighed sat på prøve, for jeg er virkelig den eneste, der synes, det er charmerende med planter over. alt. i. hele. huset.
Jeg ville elske at have et hjem, der lignede et væksthus hele året – jeg ved simpelthen ikke, hvad det er med mig og planter, jeg ved bare, at det er noget, jeg har haft, siden jeg var helt lille – men der er andre herhjemme, der sætter grænsen ret meget før. Så selvom det her ikke ligner det, er det faktisk et kompromis:

Hvad der ikke er et kompromis, er at jeg i weekenden malede den her skænk, som jeg har klunset mig til:

i den her omhyggeligt valgte farve:

Og der er nogle herhjemme, der synes, den er lidt for … turkis … Men jeg kan bare så tydeligt mærke, at dén turkise skænk var præcis, hvad jeg havde brug for at kunne gå og kigge på.
Hvis jeg boede alene, ville jeg have mange, mange flere farver og meget mere nips rundt omkring. Jungleagtige planter, der hang ned fra loftet. Pinkfarvede, glimmerbesatte buddhafigurer. Røgelse, duftolier, krystaller. Men jeg bor sammen med nogle mennesker, der er sådan lidt mere funktionelt anlagt. Så jeg styrer mig. Vi er mange, der skal trives i det her hus. Og til gengæld lever Jakob med, at jeg ikke ville kunne ånde i et hjem indrettet som et brunt herreværelse. Vi er cirka så langt fra hinanden, som man kan komme, hvis vi sådan skulle leve vores naturlige stil helt ud. Så egentlig synes jeg, det er helt vildt sejt, at vi har delt hjem og dertil hørende boligindretning i snart 22 år.

I orkanens øje

Åh, når man lige pludselig ryger ind i en lomme af stilhed. Vi har påskeferie, ungerne har haft ferie hele ugen, jeg knoklede løs de første tre dage, og siden har der været forskellig gang i den. Nu er Jakob taget væk for at arbejde på et projekt, Ellen er løbet over til Cecilie fra vejen, teenagerne chiller på værelserne … og i stuen er der helt, helt stille. For jeg siger ikke en lyd. Jeg har bare sat mig i sofaen med en stak yndlingsbøger, der har været forsømt alt for længe. Ja, en stak! For mig er det den største luksus at læse lidt i romanen, lægge den lidt og læse et par sider hos den buddhistiske munk, så en novelle og så lidt i bogen om drivhusdyrkning.

Og ellers har jeg tænkt mig bare at sidde og lytte til regnen. Og stilheden. For den er simpelthen guld i en verden af samtaler og diskussioner og grin og møder og madpakker og forældreintra og emails. Jeg ønsker dig en glædelig påske og håber, du også får et ophold midt inde i orkanens øje.

Om rettidig omhu

Sidste år plantede vi et nyt lille kirsebærtræ i græsplænen. Desværre blev det angrebet af nogle insekter, der var ved at tage livet af det. En af vores søde naboer gav mig det råd at sprøjte med en blanding af sprit, brun sæbe og vand. Jeg glemte at spørge til blandingsforhold, så jeg tog bare ca én del af hver, og det slog ganske vist insekterne ihjel, men de tog de yderste blomster, blade og grene med sig i faldet. Jeg ved nu, at man skal bruge 1 liter vand til 1/2 dl sprit og 1/2 dl brun sæbe – og med dét blandingsforhold kan jeg godt anbefale at sprøjte ved angreb af lus o. lign., som ikke forsvinder af sig selv.
Anyway, i efteråret klippede jeg de ihjelslåede stykker af, og nu skyder det så fint:

Det gør rabarberne også:

(et tip: Som du måske kan få øje på, har jeg plantet skovjordbær under rabarberne, og det ser faktisk ud til at begrænse skvalderkålen).
Og pæonerne! (og MASSER af skvalderkål)!

Forleden købte jeg et pæretræ i Netto, conferencepærer, som er en af mine yndlings. Jeg plantede det i går, jorden var perfekt gennemvåd af nattens regn. Men det ser godt nok lillebitte ud, efter det kom i jorden. Jeg kommer da i tvivl, om børnene når at plukke en pære, inden de flytter hjemmefra.

En smutvej til Paris

Jeg har købt nye havestole i dag. De er fra Søstrene Grene og kostede 250 kr. stykket. De er af malet jern (megatunge, men heldigvis var der to teenagere hjemme til at hjælpe med at bære ind fra bilen) og fås i to grønne nuancer, hvoraf denne er den lyseste. Jeg synes, de passer perfekt til det gamle, skramlede havebord, som vi overtog fra husets tidligere ejere. Men vigtigst af alt får de stole mig til at føle, at jeg sidder i Jardin de Tuilleries. 1500 kr for en tur til Paris, det er da billigt!

Skruk

Som den opmærksomme læser af bloggen her vil vide, har vi ret mange dyr herhjemme. Her er nogle af dem:

Og så har jeg ikke engang taget kaninen med. Eller hønsene. Eller den kanin, der ligesom selv har bosat sig i vores have … Anyway: Det er på ingen måde fordi, vi mangler opgaver. Tværtimod, kunne man sige, uden overdrivelse. Så hvorfor er det mon, jeg er SÅ tæt på at skrive til en facebookven med killinger, at vi gerne vil aftage to? Og at jeg har SÅDAN en lyst til, at vores høns skal få kyllinger? Det er jo vanvittigt. Jeg er simpelthen skruk. Ikke efter en baby, gud fader bevares. Nej, jeg er dyreskruk. Jeg aner ikke hvorfor. Fordi forår, måske?

 

 

 

Det bedste i haven er det, der kan spises

Hvad er dog det, der kommer op der, tænkte jeg i formiddags. Havde helt glemt, jeg havde sået rucola, men det var da en fortrinlig ide, for jeg elsker rucola. På alt, nærmest. Jeg kan sagtens spise en salat, der nærmest kun består af dét; men jeg er gift med en mand, der insisterer på, at rucola er en krydderurt, der skal nydes med måde. Det forstår han sig tydeligvis ikke på, så lad os i stedet snakke om violer:

Verdens fineste kagepynt. Og tusindfryd:

Som kan sætte sig fast mellem tæerne, når man går i græsset. Som man kan flette kranse af. Og som også er fortrinlig kagepynt. Ikke at de smager ovenud fantastisk, men spiselige er de, og alle blomster, der er dét, bør kastes på maden i rigelige mængder, hvis du spørger mig.