Klunser

Weekenden før, der bliver indsamlet storskrald, kan man finde gode sager på villavejene. I dag havde nogen sat de her tre fine, gamle frugtkasser ud på fortovet til udsmidning:

De er jo så smukke med den fineste patina. Hvem gider købe nye ting, når sådan noget findes? Ikke mig. De kan bruges til planter, til haveredskaber og alt muligt andet.
Jeg klunsede også den her plantepiedestal:

Den ville jeg nok ikke have fundet på at købe i en butik, men fordi den bare lå dér, kasseret og halvsmadret, gjorde jeg forsøget og tog den med mig, og jeg synes allerede, den er uundværlig i mit drivhus.
Og prøv så lige at se den plante, jeg har sat på den:

Det er en vietnamesisk koriander, jeg har fået af min søde mor. Smagen minder meget om koriander, men med stærk chiliagtig kant. Men dét, jeg egentlig ville vise, var, at der er dukket en lille tallerkensmækkerplante op midt i den, hvordan ved jeg ikke. Men er det ikke skønt, som planterne selv bestemmer, hvor de vil vokse?

Jeg håber, du får en smuk solskinsaften! Jakob har tændt op i grillen for første gang i år, så er det sommer.

Drivhussæsonen erklæres hermed åben!

I dag har jeg tømt alle husets vindueskarme for tomatplanter. Der var mange, og indtil flere af familiens medlemmer har spontant udtrykt begejstring over, at man pludselig kan se ud ad vinduerne.
Jeg har mange forskellige sorter, måske ti, så jeg startede med at lægge en plan og placere potterne der, hvor de skulle stå:

Og så gik jeg i gang med at udskifte jord. Nye planter må have ny, næringsrig jord. Så jeg har trillet mange af de her læs:

fra drivhuset i forhaven og om i baghaven, med hunden løbende begejstret omkring trillebøren.

Et godt tip, i øvrigt, når man planter tomatplanter, især hvis de er blevet lidt ranglede i vindueskarmen (og det er de ofte): Plant dem dybt, så det nederste bladpar bliver dækket af jord. Så bliver de mere tætte og fine.

Sådan en gang tilplantning kræver noget seriøs fejning bagefter. Jeg kunne ikke finde kosten, så jeg lånte Ellens:

Hvor der er vilje, er der vej.

Da jeg var færdig – og træt! – så drivhuset sådan her ud:

Og her er det by night – nu med lyskæder!

Uden for drivhuset plantede jeg nogle forspirede lathyrus ud. De skal have noget at klatre op ad, så jeg lavede en form for espalier af bambuspinde, som jeg satte i jorden, sådan lidt skråt hen over hinanden. Så bandt jeg en vandret bambuspind sammen med dem foroven og bandt den vandrette pind fast til hegnet.

Til sidst satte jeg forsigtigt de små lathyrusplanter i noget fin, ny jord:

Så skulle de gerne begynde at sno sig rundt om bambuspindene i løbet af et par dage og sidenhen klatre op og fylde hele espalieret med farver og duft.

Endelig, endelig kommer sommeren.

Ned i kroppen igen

Bare tæer i græsset, hænderne i jorden og sol på kroppen. Jeg er så vild med det.
Den forgangne uge har været mere end fyldt i min kalender, og jeg elsker kontrasten til en stille weekend med ro til at få hoved og krop til at hænge sammen igen. Så jeg har slappet af

Og slappet af med hund

Og så har jeg vovet at flytte de allerførste planter ud i drivhuset

Ikke tomaterne endnu, jeg venter en uge eller to endnu med dem, jeg vil ikke risikere, at de får kuldechok, tomater sommeren igennem er en af de største glæder ved at have drivhus.
Og jeg har slået græs. Det gjorde jeg også sidste weekend. Det kan man gøre en gang om ugen fra nu. Og jeg kan godt lide det. Vores græsplæne er ret lille, så det kan gøres på en halv time med håndskubberen, og det giver både lidt motion og er desuden ren mindfulness, for det er umuligt at lave andet imens. Så jeg synes, det er win-win.

Formering af lathyrus – et tip

Hvis du forspirer lathyrus (ærteblomster) i vindueskarmen, når de nemt at blive for lange og ranglede, inden det bliver varmt nok til at plante dem ud. Jeg hørte om et tip, som jeg nu har afprøvet med stor succes, så det skal du også have glæde af.
Når den spirede plante er ca 20 cm høj og har 3-4 bladpar, klipper du den øverste del af, lige over 2. bladpar, og så sætter du den simpelthen bare i en potte med så- og priklejord. Meget gerne med lidt overdækning over, fx hvis du har et af de der små minidrivhuse til vindueskarmen, eller bare en plasticpose med et par lufthuller i. I løbet af et par uger spirer de nye planter og begynder at skyde – som du kan se på billedet herover. På den måde får du dobbelt så mange planter, OG du slipper for ranglede planter, der knækker.

A Spirit of Youth in Every Thing

Åh, følelsen på de her første forårsdage, så overvældende og universel, at jeg synes, vi skal lade Shakespeare himself beskrive den:

“When proud-pied April, dress’d in all his trim,/ Hath put a spirit of youth in every thing.”

I den kolonihave, vi havde tidligere, var der et flor af forglemmigej i det meste af haven, og det så helt eventyrligt ud. Det vil jeg gerne genskabe i vores nuværende have. Der er bittesmå grupper af dem ind imellem, men slet ikke nok til mig, så jeg har undtagelsesvis købt en enkelt plante og delt den i nogle bidder og sat forskellige steder i haven. Så håber jeg, de formerer sig lystigt.
Forglemmigej er dejlige sammen med andre blomster i buketter, og så er de spiselige. Hvis man nipper de små, florlette blomsterhoveder af og strør dem over sin salat, ligner det mad til alfer.

Hvad jeg også sagtens kunne have haven fuld af, er bispehue:

Den mest sirligt udformede lillebitte poetiske blomst, der godt kunne minde om en hue – eller måske en balkjole. Den giver en helt vidunderlig lethed i buketter.

Og så er det i øvrigt et spørgsmål om ganske få dage, før der er fuldt udsprungne klematis all over.

Vi har dem i forskellige nuancer fra kirsebærrød til mørklilla, og jeg elsker dem allesammen. De er ikke rigtig til at plukke til buketter, for blomsterne sidder ligesom bare side om side på de lange rankeagtige stilke; så klematis er en plante, man bare må nyde derude, på dens præmisser, og det er der noget egensindigt over, som jeg godt kan lide.

Hakke(u)orden #2

Måske kan du huske, at vi måtte bortadoptere en af vores fire høns til naboen. Men. Det gik ikke så godt. Hun gik ret hurtigt i gang med at hakke på den mindste af naboens høns, så der gik ballade i deres hønsegård også – og dét var jo ikke meningen. Så der var kun tilbage at gøre kort proces med øksen. Jeg har heldigvis en sej mand, der ikke er bange for naturens bagsider.

Inden hønen flyttede ind til naboen, havde hun nået at hakke så voldsomt i en af de tre høns, vi havde tilbage, at hun havde taget skade. Så meget at hun de sidste par dage har siddet helt ubevægelig og set mere og mere syg ud. Det var trist og pinefuldt at se på, så Jakob måtte ud med øksen igen i aftes.

Nu har vi kun disse to yndige damer tilbage:

Og det her var alt, hvad der lå til os i morges:

Og det kan altså ikke dække behovet for en familie på fem. Så vi skal have et par nye høns. Og de skal være af den fredeligste af de fredeligste racer, tak.

Et tip til en fantastisk haveblog!

Faldt lige over det her billede:

Sådan et tree house drømmer jeg lidt om. Åh, at sidde deroppe, fredfyldt og med udsigt over kvarterets haver. Nå, men billedet kommer fra min absolutte yndlingshaveblog. Der findes mange gode blogs om have og planter, men hvis du leder efter inspiration til haveindretning og i det hele taget til at lave fine, anderledes ting i din have, så tjek http://Gardenista.com ud!  Læs videre “Et tip til en fantastisk haveblog!”

Jeg er klar til forår

Kirsebærblomsterne er på deres mest imponerende lige nu, det er det rene Nangijala. Tulipanerne myldrer også frem. Hver dag springer en ny ud, så det er bare med at plukke og skære og lave buketter.

I Ellens højbed i forhaven fjernede hun og jeg resten af persillen fra sidste år for at få plads til gulerødder og ærter – men persillen er åbenbart vældig levedygtig, den kæmper sig vej ud på siden af bedet:

Det er faktisk vildt smart, så kan vi bare plukke dér.

Når jeg går rundt derude, i forhaven, kommer kattene. De ved nemlig, at dér har hunden ingen adgang, og ham er de ikke så begejstrede for.

Men hvad ham her ovenfor er begejstret for – Piv aka Verdens Største Kat aka Verdens Sødeste Kat – er at blive nusset på maven og kløet bag øret og ligge på skødet. Så når han ser mig i forhaven, er han der, ja, som en mis.
Så jeg kan passende sætte mig og nulre ham, mens jeg venter på, at det forår begynder at tage sig selv alvorligt.

Hakke(u)orden

De her to bor fast i vores have. Her er tit flere duer, men de to er her altid. Jeg tror, de har opdaget, at jeg fodrer havens fugle meget gavmildt, og selvom sådan en due, der er næsten lige så bred, som den er lang, på ingen måde kunne mase sig ind på foderbrættet, har de luret, at der drysser masser af fuglefrø ned på jorden. Så de har taget fast bolig.

Hende her skal til gengæld flytte:

Hun har gennem de sidste par måneder hakket på vores andre tre høns; særligt én af dem er så hårdt angrebet, at hun har mistet fjer og fået sår. Og dét kan jeg ikke holde ud at se på, så i aften er det flyttedag for hende, der hakker. Vores søde naboer, som i forvejen har høns, har sagt ja til at adoptere hende. Vi antager, at hun ikke begynder at hakke på deres høns, eftersom hun kommer til at være nederst i hierarkiet som ny høne blandt en flok gamle. Vi håber, det går godt, ellers er der kun suppegryden tilbage.
Men det sjove ved den her historie er, at når man skal flytte en høne, skal man gøre det om aftenen, når de er gået ind i hønsehuset og har sat sig på pinden for at sove. Så sætter man hende stille og roligt ind ved siden af dem. For når de så vågner næste morgen, tror de, den nytilkomne altid har været der. Høns er ikke de højest begavede dyr på denne jord.

At bo sammen med andre mennesker

Vi har snart ikke flere vindueskarme, jeg kan oversvømme med forspirede planter. Men med den isvinter, der er over os, ligger det ikke lige om hjørnet at flytte dem udendørs. Så de fire mennesker, jeg bor sammen med, får deres tålmodighed sat på prøve, for jeg er virkelig den eneste, der synes, det er charmerende med planter over. alt. i. hele. huset.
Jeg ville elske at have et hjem, der lignede et væksthus hele året – jeg ved simpelthen ikke, hvad det er med mig og planter, jeg ved bare, at det er noget, jeg har haft, siden jeg var helt lille – men der er andre herhjemme, der sætter grænsen ret meget før. Så selvom det her ikke ligner det, er det faktisk et kompromis:

Hvad der ikke er et kompromis, er at jeg i weekenden malede den her skænk, som jeg har klunset mig til:

i den her omhyggeligt valgte farve:

Og der er nogle herhjemme, der synes, den er lidt for … turkis … Men jeg kan bare så tydeligt mærke, at dén turkise skænk var præcis, hvad jeg havde brug for at kunne gå og kigge på.
Hvis jeg boede alene, ville jeg have mange, mange flere farver og meget mere nips rundt omkring. Jungleagtige planter, der hang ned fra loftet. Pinkfarvede, glimmerbesatte buddhafigurer. Røgelse, duftolier, krystaller. Men jeg bor sammen med nogle mennesker, der er sådan lidt mere funktionelt anlagt. Så jeg styrer mig. Vi er mange, der skal trives i det her hus. Og til gengæld lever Jakob med, at jeg ikke ville kunne ånde i et hjem indrettet som et brunt herreværelse. Vi er cirka så langt fra hinanden, som man kan komme, hvis vi sådan skulle leve vores naturlige stil helt ud. Så egentlig synes jeg, det er helt vildt sejt, at vi har delt hjem og dertil hørende boligindretning i snart 22 år.