Mellem festerne

Jeg elsker dagene mellem jul og nytår. Der er en helt særlig ro og fred. Eller, her i huset kommer den ro først i dag – vores yngste fyldte nemlig 7 i går, så lige efter jul sætter vi altid gang i fødselsdagsforberedelserne. Men nu … helt stille. Tid til at sidde og glo ud i haven. Og pludselig opdage, at en hel duefarm har indtaget den nøgne hyld.
Og i dag er dagen, hvor det her tørre lille træ ryger ud til fuglene:

eller måske bliver klippet op og lagt ud i staudebedet, hvis der kommer frost. Flagene skyldes fødselsdagen i går – i dag skal det hele ud. Julepynt og fødselsdagsfis. Så der bliver plads til ny, frisk energi. Og nytårspynt, selvfølgelig; Den Store Renselse er det ikke helt tid til endnu!

Appelsintrøfler

Hvor er den der Orangetrøffel blevet af? Den, man kunne købe i supermarkeder og slikbutikker, som var indpakket i blåt og orange papir og smagte som en drøm? Liiiidt gammeldameslik, men virkelig god, altså.
Nå. Men jeg spiser alligevel heller ikke sukker, og i går lavede jeg nogle appelsintrøffelkugler, som faktisk smager endnu mere guddommeligt. Altså, de er helt fantastiske! Og meget nemme:

1 dl piskefløde
Revet skal fra 1 økoappelsin samt saft fra halvdelen af appelsinen
1 spsk Sukrin Gold (Matas eller helsebiksen) (du kan evt bruge sukker i stedet)
1 nip salt
blandes i en skål
200 gram mørk chokolade (jeg bruger 85 %) smeltes og røres i blandingen
I køleskab en times tid
Kan nu trilles til kugler
I køleskab en times tid igen
Trilles i rå kakao

Geniale til en kop kaffe eller te!

Oooog lidt mere sygdom …

Undskyld, men findes der ikke en regel om, at når man lige har haft en led mavevirus, så kan man ikke også få en forkølelse allerede en uge efter? Det mener jeg bestemt, og jeg tror, der må være sket en fejl herhjemme. Der blev hostet igennem i vores soveværelse i nat. Og jeg er helt slap i kroppen. Men min elskede søster har fødselsdag i dag, så om lidt samler jeg børnene sammen og kører ud og siger tillykke til hende. Men først et lille hvil. Sammen med den her spindemaskine, som benytter enhver lejlighed til at lægge sig på min mave og blive nusset bag ørerne:

Selv har jeg også lidt behov for at blive nusset bag ørerne i øjeblikket. Det er ingen overdrivelse at sige, at den juleferie, der dukker op i løbet af næste uge, er voldsomt tiltrængt. To ugers julehi, det bliver så godt. Vi skal være sammen med hinanden og med resten af familien, og planen er, at vi skal lave så lidt som muligt. Efteråret har været travlt og heftigt på alle måder, og det er på høje tid med et par uger med ro og julefred.

Høns og (intet) madspild

img_7584


Før vi fik høns, troede jeg faktisk ikke rigtig, vi smed noget mad ud. Men her er hønsenes morgenmad fra i dag:

img_9380

Sådan en skål fylder vi op en gang dagligt. To gange dagligt i weekenden. Med madrester, der ellers ville ryge til almindeligt skrald.
Hønsene spiser alt, hvad vi kasserer af skræller, tørre brødskiver, pasta (spaghetti er deres livret!), æggeskaller … vi smider næsten ikke noget mad i skraldespanden længere. Jo, der er nogle kødrester, de ikke må få, men ellers stort set intet.
Det er så tilfredsstillende, at alt bliver brugt. Og så flyder det oven i købet med æg fra dem. Det er simpelthen så smart, og jeg vil anbefale det til alle, der har mulighed for det.

Glædelig Jordens Dag

img_9365

I dag er det Jordens Dag (World Soil Day). Vi tænker måske ikke så meget over det til daglig, men jorden er jo selve vores fundament, både konkret og symbolsk. Vores overlevelse ligger i jorden.
Jordens Dag er FN’s verdensomspændende markering af, hvor vigtigt det er, at der forskes i kvaliteten af den jord, vi skal dyrke vores føde i. At der arbejdes på, at vi bruger de bedst mulige dyrkningsmetoder, så jorden ikke forringes og udpines, men fortsat er frugtbar.
Her på matriklen gør vi, hvad vi kan. Komposterer og genanvender jord og kunne ikke drømme om at sprøjte med gift. Og på Jordens Dag vil jeg gerne slå et slag for kampagnen Giftfri Have, som er et vældig fint initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi. Hvis du har en have, kan du gratis melde dig ind i Giftfri Have lige her: http://www.giftfri-have.dk/tilmeld-have/, så får du masser af gode råd til at dyrke på en måde, så du giver det tilbage til jorden, som den giver dig. Det er god Jordkarma.

Hårrh, for en lækker chokoladesag!

img_9314

Jeg er nødt til at leve uden sukker. Jeg får hyppige og langvarige migræner af det, så det er ret nemt at lade være, selv om jeg ved gud godt ind imellem kan savne at sidde med hånden i slikskålen. Men migræne savner jeg sjovt nok overhovedet ikke.

Nå, men derfor må jeg finde på alternativer, som giver det der, som sukker gør: nydelse, en lille pause og samtidig et energikick. Bare uden de negative virkninger, som sukker i hvert fald har for mig.

I går lavede jeg en sundere udgave af Rocky Road, som normalt er proppet med marshmallows og sukker. Jeg lavede min sådan her:

En håndfuld mandler
En håndfuld valnødder
En håndfuld tørrede figner (jeg brugte Urtekrams små megalækre)
Det hele hakkes og blandes med:
En halv tsk kanel
En halv tsk vanillepulver
Et nip salt
Lægges i et fad og overhældes med 200 gram smeltet mørk chokolade (jeg bruger 85 % som er næsten uden sukker)
I køleskabet indtil det er størknet

Det smager vidunderligt! Du kan selvfølgelig bare bruge de nødder og det tørrede frugt, du bedst kan lide, eller hvad du lige har i skabet. Jeg tænker, at nogle hakkede popcorn egentlig heller ikke ville være skidt at liste i.

Velbekomme og glædelig 1. december!