Spirelykke og en hemmelig gæst

Fra april til oktober er jeg herude næsten hver dag.

Vi flyttede fra lejlighed til hus for små tre år siden, og jeg er stadig i lykkerus over at eje et stykke jord, vi helt selv bestemmer over. Det første forår, vi boede her, fik jeg 10.000 kr tilbage i skat. Dem købte jeg drivhuset for. Det er måske det vigtigste, jeg har købt til mig selv nogensinde. Eller, det var selvfølgelig til hele familien, men det er bare mest mig, der er derude. For det er mig, der har den største lidenskab for planter. For at så et frø i jorden og se det spire, plante det ud og følge, hvad det udvikler sig til. Spise frugterne. For mig er der ikke meget, der er mere spændende end det.
Og ved I hvad? Der er ikke længe til, at man så småt kan begynde at forspire. Jeg glæder mig helt vildt! Selv om det lige nu er vinter på alle tangenter. Hønsenes vand fryser til is om natten:

Og vi har ild i pejsen, fra vi kommer hjem, til vi går i seng. Vi er ved at være i bund i brændestablen i skuret, og det viser sig, at vi ikke er de eneste, der bruger det skur – se bare hvilket forråd, nogen har samlet derude:

Langsom, langsom weekend

Vi er ligesom kommet lidt skævt ind i det nye år herhjemme. Halvdelen af familien er syge (igen), og jeg selv er så angrebet af menstruation, at jeg er svimmel og træt ind til knoglerne. Så weekenden har været stille. Hvilket jeg i udgangspunktet holder af, men også godt kan blive lidt sindssyg af. I dag måtte jeg lige ud og bevæge min krop. Så jeg gik en lang tur i Valbyparken og ved Kalveboderne, som er vores lokale vand. Altså, det er jo ikke det store, åbne hav, men hav-agtigt nok til, at jeg får den der følelse af at være en lillebitte lort i det store billede. En følelse der er vigtig at have i sit liv for at bevare ydmygheden og proportionerne. Og der var pænt, det var der altså.

Bagefter tog jeg et langt karbad med Epsom salt og lavendelolie, man skal huske at give sig selv næring. Og nu har jeg placeret mig i sofaen med te, strikketøj, febersløj 7-årig nintendospiller og en uldtot af en hund, der ikke vil gå glip af hyggen.

Se, dét kalder jeg vinter!

Jeg cykler normalt de 8-9 km, jeg har ind til mit arbejde, i regn og slud, men lige i dag var jeg sådan lidt hormonramt, og min krop trængte i virkeligheden bare til at bevæge sig i slow motion, så jeg tog toget for en gangs skyld. Jeg gik gennem vores lokale park til stationen, og det var simpelthen det fineste solbeskinnede frostvejr, og den lille travetur viste sig at være lige præcis, hvad jeg havde brug for her til morgen. En turboopladning. Der var masser af fugle, og der var ænder

(som forsøgte at flygte fra mig, derfor den slørede billedkvalitet).
Hejren med istap i skægget nåede jeg desværre ikke at forevige, før den lettede. Men gud, hvor jeg elsker rigtig vinter. Med høj, blå himmel og behov for at tage de helt varme støvler på. Og med is på pytterne.

Så mangler vi bare sne, så skal jeg ikke bede om mere. Vejrmæssigt, i hvert fald.

En ny begyndelse

Jeg ved ikke med jer, men for mig føles et årsskifte som et enormt spring i tid. Som om december slet, slet ikke lige har været, men allerede er så langt væk, at det nærmest hører til i en anden dimension. Allerede Nytårsdag er min tavle i den grad visket ren, så alt fra det gamle år ligesom er … falmet. Og det nye, sprøde år står lysende klart foran mig.
Nytåret markerer en ny begyndelse på mange måder. Se lige hvad der står og funkler ude i min have:

Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er for noget, der spirer frem her, men jeg ved, at det varsler lysets komme og en ny havesæson, og jeg glæder mig helt vildt til alt det, jeg skal i gang med derude.

I min indbakke er lige landet en mail fra en af mine favoritter blandt frøforhandlere på nettet, Albinus Frø, de har 50 % på en masse gode sager, jeg kommer nok til at gå lidt amok der.

Vi har to dage tilbage af juleferien. Den kan godt være svær at kravle ud af, synes jeg; den har sådan en dejlig hulefornemmelse, og jeg har tilbragt dejlig meget af den med sofa og pejs og ingen planer. De sidste par dage skal inhaleres i store, fyldige bidder, inden det bliver onsdag, hvor vækkeur, møder og forældreintra kommer væltende ind over os igen.

Godt nytår!

Der var en crazy fyrværkerifest her i Valby! Folk fyrede krudt af, som om de troede, det var deres sidste aften. Men flot var det. Selvom det jo sateme er farligt, og jeg faktisk tror, jeg mener, det skal forbydes. Nå, men hunden pilede rundt i haven som en lille nytårsraket, mens han skældte ud på fyrværkeriet.
Vi havde en smuk aften med den slags nære gamle venner, man bare altid har det dejligt med. Sådan nogen, vi elsker at være sammen med, både børn og voksne.

Klokken lidt i tolv stod vi (minus de teenagere, der tog videre til fester efter middagen) oppe i sofaerne, tog hinanden i hænderne og hoppede ind i 2017. Nogle gik ud og fyrede raketter af. Jeg satte mig i sofaen og kiggede ud på den oplyste himmel og snakkede med min kære gamle veninde.

Det er min yndlingsmåde at fejre nytår på. Jeg er faktisk ikke til det vilde fest og dans Nytårsaften. Jeg kan lide årets sidste aften fin, poetisk og eftertænksom, med plads til at nyde og få mig selv med ind i det nye år.
Jeg ønsker dig, kære læser, et fint 2017 med masser af kærlighed og lys og varme.