Om at bytte bolig

Når man er en stor familie, kan ferie meget hurtigt blive dyrt. Så vi dyrker boligbytte i det omfang, vi kan komme til det.
Når man opretter en profil på en boligbytteside, er der meget tilfældighed i, hvilken feriedestination, man lige ender på, og det kan jeg rigtig godt lide.
Første gang vi byttede bolig, var for 3-4 år siden, hvor vi byttede med en familie i en lille by i Belgien. Et kæmpestort og virkelig fedt hus i tre etager og med en spøjs lille have med kunstigt græs. Huset var en virkelig god base, lige i smørhullet mellem Bruxelles, Antwerpen, Brugge og Gent, så vi lige kunne besøge en ny by hver dag. Må i øvrigt sige, at Belgien er meget federe end sit rygte!
Her i vinterferien byttede vi med en familie i en landsby lidt uden for Aarhus. En gammel landsby, med tætliggende huse og en lille kirke og kirkegård midt i det hele.

Byttede er egentlig så meget sagt, for det var kun os, der boede hos dem – de skulle et andet sted hen, men vi måtte gerne låne deres hus, så kunne de måske bo i vores på et andet tidspunkt … Og sådan er kulturen blandt boligbyttere: Der er en meget stor tillid til hinanden, når man har en profil. Så er man ligesom godkendt og i orden. Og jo flere boligbytter, folk har bag sig, jo mere credit har de selvfølgelig.

Fordelene ved boligbytte er indlysende:
– Man bor gratis.
– og får derfor råd til flere fornøjelser på ferien.
– Der er nogen, der passer på ens hus (og i vores tilfælde vores dyr) i ferien.
– Man kommer steder hen, man ikke anede fandtes.
– Man oplever destinationen indefra og får at se, hvordan folk i andre lande bor, og det synes jeg er virkelig spændende. Man skriver også sammen og lærer folk lidt at kende forskellige steder.
Ulemperne er:
– Der bor nogen i ens hus; man skal kunne klare, at der sover fremmede mennesker i ens seng. Det har jeg ingen problemer med, men det har nogle.
– Man bor blandt ting, andre er glade for, og som man skal passe på ikke at ødelægge – som fx det her:

Til sommer har vi aftalt bytte med nogen i Frankrig. Jeg håber, de ikke har helt så kostbart service.

My kind of Valentine’s Day

Jeg har tilbragt dagen i Aarhus. Med min mand og mine tre unger. Den mellemste havde hørt om en god shawarma i Bazar Vest, en kæmpe bazarhal i Brabrand, så der kørte vi ud. Vildt eksotisk sted med masser af farverige butikker med en masse varer, dekoreret med en masse guld. Og billige mad- og frugtboder. “Skal du have en kasse limefrugter, frue? Kun 50 kroner, det er meget billigt!” Det stod jeg ikke lige og manglede, men jeg købte lystigt ind af nødder og tørrede bær. Og en uundværlig smuk etnisk taske fandt jeg også for en slik. “Håndsyet i Thailand, ikke i Tyrkiet, frue!”

Og så slentrede vi rundt i Aarhus. Jeg kan vældig godt lide den by. Der er noget udansk, som jeg elsker, ved brostensgaderne og de smalle gyder.
Da den yngste skulle tisse, og Jakob og hun gik for at finde et toilet, smuttede teenagerne og jeg i Salling, hvor jeg købte en lille rød, hjerteformet æske med chokolader i og gav den til min Jakob. Det var den Valentine’s-fejring, og det var fint.

Vi havde forestillet os at spise på en hyggelig cafe i latinerkvarteret, men både Englen og de andre cafeer havde alt booket, så vi endte med, ikke usædvanligt, at trave byen tynd i over en time for at finde et sted, både små og store og voksne kunne acceptere, for at ende på … Jensens Bøfhus. Det var ikke planen, og særlig godt var det ved gud heller ikke, men hyggeligt, det var det. Jeg ved ikke noget bedre, heller ikke på Valentine’s Day, end at være ude med min flok.

Vinterferie

Vi har vinterferie. En hel, dejlig uge med masser af tid. Jeg har nogle tanker, jeg vil gå og dvæle ved. Nogle spørgsmål, jeg vil prioritere at stille mig selv, nu hvor jeg har tid til at tænke. Men når man har hus og have, der mest minder om en bondegård, er der også praktiske ting, der skal ordnes. Sidste år ved denne tid revnede seks af ruderne i drivhuset pga sne, der lå og tøede og blev alt for tungt. For nylig fik vi sat nye ruder i, og de skal helst ikke revne igen. De lover tøvejr i løbet af ugen, så jeg har været ude og feje det her sne ned, varsomt og forsigtigt.

Jeg har muget ud hos hønsene og lagt ny strøelse og halm, så de ligger godt, når de skal producere æg til os.

Og jeg har lagt frø ud på fuglebrættet, som er fint og snedækket ligesom alt andet.

Jeg elsker sne. Fordi det er smukt og eventyrligt. Og fordi alt bliver stille, og alt går langsommere, når der er sne. Bilerne kører langsomt, cyklisterne sænker deres hæsblæsende tempo, mennesker tager mere hensyn til hinanden. Det er som om, effektivitet og produktivitet bliver sat lidt på pause, når der er sne, en form for undtagelsestilstand. Det passer perfekt til at holde vinterferie.

Om vintergækker og den slags

Der har været lidt stille her fra Valby. Det skyldes lammelse over verdens tilstand. Jeg har mærket en tvivl omkring det at skrive om de nære ting: Er det vigtigt nok. Har det en berettigelse, når der sker så mange åbenlyse uretfærdigheder og grusomheder i verden, og en diktator har indtaget verdens mest magtfulde stol. Det har jeg gået og summet over. Og nået frem til, at ja. At beskæftige sig (også) med de nære ting i livet har en berettigelse. Endda en nødvendighed. For de små ting holder os nede ved jorden og minder os om skønhed og glæde og lethed.

Apropos de små ting. De bittebittesmå ting. Jeg har gået og spejdet efter vintergækkerne i min have. Og her til morgen fik jeg øje på årets første.

De er spæde, og de er få, men de er der, og om et par uger er de overalt. Og lyset er ved at vende tilbage i en grad, så man ikke længere er i tvivl, for nu er det ikke længere begsort udenfor, når vi sidder og spiser morgenmad, og jeg kan lugte forår i luften.