Bierne er kommet

Lyden af en bi, der summer i luften – mens solsorten synger, musvitten kvidrer, og solen skinner – er jo selve essensen af sommer.
Jeg er lige kommet hjem med den yngste, og hun mærker også sommerluften og tullede straks ud i haven. At dømme efter hendes bevægelser er hun blevet til en opdagelsesrejsende på en farefuld færd.
For en uges tid siden fandt jeg en masse lavendelbuske, som nogen af uransagelige årsager havde lagt ud som haveaffald.

Jeg bortførte dem hjem til min have, hvor de siden har stået i vand i trillebøren, hvilket jeg håber er nok til, at de stadig lever. I morgen må de i jorden. Jeg skal bare lige grave en masse højt, genstridigt græs op, hvor jeg har tænkt, de skal stå.
En anden ting, jeg vil i morgen, er ind til mine søde naboer og grave nogle scilla op af deres plæne. Det har jeg nemlig fået lov til, og jeg elsker både scilla og at få planter af andre, så bedre bliver det ikke.
De sidste par dage er der dukket violer op.

Og perlehyacinter. Som jeg virkelig, virkelig elsker.

Hvad jeg også elsker, er at planter er så ustyrlige og anarkistiske. Dukker op de underligste steder, hvor man aldrig ville tænke på at placere dem, men hvor de passer perfekt. Se nu bare her: Vinden har båret et akelejefrø gennem luften og klemt det ind ved siden af et højbed, hvor det har overlevet i et mikroskopisk stykke jord, vokset til, kæmpet sig vejen op og er i gang med at folde sig ud:

Det bliver uimodståeligt om en måned.

Glædelig weekend, derude!

Om Buddha og om visne erantis

Et af mine yndlingssyn i haven er det herover. For når erantisserne visner, betyder det, at foråret begynder for alvor. Så begynder de rigtige blomster at dukke op. Se lige den her balkan-anemone.

Og rabarberne er godt på vej. Og ramsløgene, med den fineste duft af forår.

I dag mugede jeg ud hos hønsene og hang et æble op i en snor, så de kan lege lidt med det:

Først syntes de, det var noget mærkeligt og lidt farligt noget, men så gik de i gang med at guffe i sig, de sjove, enfoldige dyr.
Drivhuset er også blevet muget ud i dag. Fejet og luget og gjort klar.

Og så er Buddha flyttet ind. Man kan måske lige skimte ham til venstre i billedet. På det seneste er jeg blevet meget glad for Buddha, nemlig. Jeg synes, han inkarnerer alt det, vi har brug for mere af i denne tid.
Anyway, nu er drivhuset helt klar, til når bl.a. de her skal i jorden om godt en måneds tid:

Det er tomater – seks forskellige slags, de bedste af de bedste, som jeg har taget frø af sidste år. Der er min mors små, sprøde blommetomater, farfar Oves små, søde gule, der er tigertomater, som er søde og saftige, og som Ellen og jeg elsker at guffe i os på en varm sommerdag. Jeg byttede mig til en tigertomatplante sidste år mod en chiliplante hos en sød dame i Rødovre, som havde arvet tomatfrøene fra sin mormor. Frem for at købe planter foretrækker jeg at få eller bytte mig til dem, for så følger der historier med, som lever videre i min have.

Magi

Her på årets første rigtige forårsdag var det da helt umuligt at holde sig indendørs. Jakob og jeg rumsterede i haven det meste af dagen. Han lavede noget højbed, han skal vist have nogle krydderurter og salater. Ellen på syv vil gerne have sin egen lille køkkenhave i år, så hun og jeg gik i gang med at gøre den klar for at så gulerødder. Vi nåede dog ikke længere end til at hive nogle gamle persillerødder op af jorden, så dukkede Rosa fra vejen op, og så glemte Ellen alt om sin køkkenhave.

Men så fortsatte jeg bare med min egen.

Noget af det mest magiske jeg ved er at tage frø fra planter og gemme dem til året efter og så dem. Jeg er så fascineret af, at naturen kan genskabe sig selv på den måde, år efter år efter år, med vidunderlige og uforudsigelige varianter.
Jeg samler frø af alt det, jeg kan komme i nærheden af. Og nu er det dejlige tidspunkt kommet, hvor man kan begynde at putte alle de gode sager i jord og sætte dem til forspiring i vindueskarmen.

Jeg har sået frø af lathyrus og tallerkensmækkere i jord, og en masse forskellige slags tomater – dem, jeg syntes smagte særlig godt sidste år og derfor tog frø af. Den nemmeste måde at gøre dét på er i øvrigt at halvere en tomat og tvære indholdet ud på et stykke køkkenrulle, lade det ligge og tørre i nogle dage og så opbevare det i køleskabet. Om foråret kan man så bare klippe små stykker papir ud og lægge dem ned i jorden:

trykke dem lidt ned og dække med en smule jord. Og så er det bare at vente.

PS. Det her er Clara. Hun nød også forårssolen i dag.

Forårseufori

Der er ikke længere nogen tvivl: Det er ved at blive forår. Jeg har været i haven og lette på de visne blade, og overalt pibler det frem. Krokus, skilla, dorotealiljer, fine fyldte vintergækker …

Men det mest vidunderlige, jeg fik øje på derude, var det her:

Akelejerne er på vej! Akelejer er nogle af de mest anarkistiske blomster, der findes, men heldigvis også nogle af de smukkeste. De sår sig selv overalt og er umulige at styre, både mht voksested og farve. Man kan så blå akelejer, og næste år kommer der hvide eller rosa eller flerfarvede. Jeg elsker det! Og akelejer pynter i enhver havebuket.
Og så har jeg siddet ude i drivhuset for første gang i år:

Det er opbevaringssted lige nu, og et rodet et med visne blade overalt. Inden længe går jeg i gang med at muge ud og gøre det klar til forår. Jeg har overvintret det her citrontræ derude, mest fordi jeg bare aldrig rigtig nåede at flytte det ind:

Jeg tvivler lidt på, at der stadig er liv i det, men jeg er før blevet overrasket over, hvad planter kan klare, så jeg skærer alt det visne af, så får vi se …
I drivhuset står også nogle store oliedåser, jeg fandt i en baggård til et pizzaria:

Jeg forestiller mig at skære toppen af og bore nogle huller i bunden, så bliver de perfekte plantekrukker. Hvilket man altid mangler, når man har have, og det er sommer, og man er en tosset plantedame.