Om Buddha og om visne erantis

Et af mine yndlingssyn i haven er det herover. For når erantisserne visner, betyder det, at foråret begynder for alvor. Så begynder de rigtige blomster at dukke op. Se lige den her balkan-anemone.

Og rabarberne er godt på vej. Og ramsløgene, med den fineste duft af forår.

I dag mugede jeg ud hos hønsene og hang et æble op i en snor, så de kan lege lidt med det:

Først syntes de, det var noget mærkeligt og lidt farligt noget, men så gik de i gang med at guffe i sig, de sjove, enfoldige dyr.
Drivhuset er også blevet muget ud i dag. Fejet og luget og gjort klar.

Og så er Buddha flyttet ind. Man kan måske lige skimte ham til venstre i billedet. På det seneste er jeg blevet meget glad for Buddha, nemlig. Jeg synes, han inkarnerer alt det, vi har brug for mere af i denne tid.
Anyway, nu er drivhuset helt klar, til når bl.a. de her skal i jorden om godt en måneds tid:

Det er tomater – seks forskellige slags, de bedste af de bedste, som jeg har taget frø af sidste år. Der er min mors små, sprøde blommetomater, farfar Oves små, søde gule, der er tigertomater, som er søde og saftige, og som Ellen og jeg elsker at guffe i os på en varm sommerdag. Jeg byttede mig til en tigertomatplante sidste år mod en chiliplante hos en sød dame i Rødovre, som havde arvet tomatfrøene fra sin mormor. Frem for at købe planter foretrækker jeg at få eller bytte mig til dem, for så følger der historier med, som lever videre i min have.

Forfatter: Anne Matthiesen

Jeg hedder Anne og bor i Valby i København sammen med min mand, to teenagere, en efternøler, en lille hund i lømmelalderen, to halvgamle katte som hunden jagter hver gang den ser sit snit, en kanin og nogle høns. Mit arbejdsliv er jeg så heldig at tilbringe på et forlag, men valbylove handler mest om min fritid.

En mening om “Om Buddha og om visne erantis”

  1. Hvor livsbekræftende ????? og flittigt . Tak for hyggelig læsning, man kan se hvor du trives i din have ??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *