Jeg er klar til forår

Kirsebærblomsterne er på deres mest imponerende lige nu, det er det rene Nangijala. Tulipanerne myldrer også frem. Hver dag springer en ny ud, så det er bare med at plukke og skære og lave buketter.

I Ellens højbed i forhaven fjernede hun og jeg resten af persillen fra sidste år for at få plads til gulerødder og ærter – men persillen er åbenbart vældig levedygtig, den kæmper sig vej ud på siden af bedet:

Det er faktisk vildt smart, så kan vi bare plukke dér.

Når jeg går rundt derude, i forhaven, kommer kattene. De ved nemlig, at dér har hunden ingen adgang, og ham er de ikke så begejstrede for.

Men hvad ham her ovenfor er begejstret for – Piv aka Verdens Største Kat aka Verdens Sødeste Kat – er at blive nusset på maven og kløet bag øret og ligge på skødet. Så når han ser mig i forhaven, er han der, ja, som en mis.
Så jeg kan passende sætte mig og nulre ham, mens jeg venter på, at det forår begynder at tage sig selv alvorligt.

Forfatter: Anne Matthiesen

Jeg hedder Anne og bor i Valby i København sammen med min mand, to teenagere, en efternøler, en lille hund i lømmelalderen, to halvgamle katte som hunden jagter hver gang den ser sit snit, en kanin og nogle høns. Mit arbejdsliv er jeg så heldig at tilbringe på et forlag, men valbylove handler mest om min fritid.

En mening om “Jeg er klar til forår”

  1. Hvis man ikke er i godt humør – så bli’r man det af at læse om dine fine iagttagelser i haven i Valby og om livet iøvrigt. Tak og mange knus fra Hareskovby ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *