Drivhussæsonen erklæres hermed åben!

I dag har jeg tømt alle husets vindueskarme for tomatplanter. Der var mange, og indtil flere af familiens medlemmer har spontant udtrykt begejstring over, at man pludselig kan se ud ad vinduerne.
Jeg har mange forskellige sorter, måske ti, så jeg startede med at lægge en plan og placere potterne der, hvor de skulle stå:

Og så gik jeg i gang med at udskifte jord. Nye planter må have ny, næringsrig jord. Så jeg har trillet mange af de her læs:

fra drivhuset i forhaven og om i baghaven, med hunden løbende begejstret omkring trillebøren.

Et godt tip, i øvrigt, når man planter tomatplanter, især hvis de er blevet lidt ranglede i vindueskarmen (og det er de ofte): Plant dem dybt, så det nederste bladpar bliver dækket af jord. Så bliver de mere tætte og fine.

Sådan en gang tilplantning kræver noget seriøs fejning bagefter. Jeg kunne ikke finde kosten, så jeg lånte Ellens:

Hvor der er vilje, er der vej.

Da jeg var færdig – og træt! – så drivhuset sådan her ud:

Og her er det by night – nu med lyskæder!

Uden for drivhuset plantede jeg nogle forspirede lathyrus ud. De skal have noget at klatre op ad, så jeg lavede en form for espalier af bambuspinde, som jeg satte i jorden, sådan lidt skråt hen over hinanden. Så bandt jeg en vandret bambuspind sammen med dem foroven og bandt den vandrette pind fast til hegnet.

Til sidst satte jeg forsigtigt de små lathyrusplanter i noget fin, ny jord:

Så skulle de gerne begynde at sno sig rundt om bambuspindene i løbet af et par dage og sidenhen klatre op og fylde hele espalieret med farver og duft.

Endelig, endelig kommer sommeren.

Forfatter: Anne Matthiesen

Jeg hedder Anne og bor i Valby i København sammen med min mand, to teenagere, en efternøler, en lille hund i lømmelalderen, to halvgamle katte som hunden jagter hver gang den ser sit snit, en kanin og nogle høns. Mit arbejdsliv er jeg så heldig at tilbringe på et forlag, men valbylove handler mest om min fritid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *