God sommerferie!

Jeg har taget hul på sommerferien. Lang og lækker strækker den sig foran mig. I næste uge kører vi en tur til Frankrig, hvor vi skal bo i nogle franskmænds hus. De kommer så og bor i vores hus imens. Alle bor gratis, og der bliver passet på éns hus, mens man er væk. Og hos os også passet katte, høns og kanin. Og vandet drivhus, ikke at forglemme. Det er win-win med det der homeexchange.com, og jeg vil virkelig anbefale det.
Og så har jeg søreme booket et par overnatninger i Paris i Latinerkvarteret, hvor vi kører til først. Paris er jo altid en fantastisk ide. Ja, Frankrig i det hele taget, for den sags skyld. Jeg elsker det land uden forbehold, og jeg glæder mig helt vildt.
Men indtil da har vi ikke de store planer. Andet end at dovne virkelig meget og tage småture ud fra matriklen. I dag var jeg fx i Zoo med begge teenagere og den syvårige, og vi klappede bittesmå gedekid og kiggede på isbjørne under vandet, og det var bare en helt igennem yndig dag. Imellem solstrålerne var der mange byger, men det lykkedes os at spurte indendørs, bortset fra da regnen overraskede os under en ikke spor tæt rosenport, og vi måtte krybe helt tæt sammen under én paraply. Men det var simpelthen så hyggeligt, var det.
Nu holder bloggen her sommerferie. Jeg håber, din sommer bliver, som du ønsker dig den.

Forfatter: Anne Matthiesen

Jeg hedder Anne og bor i Valby i København sammen med min mand, to teenagere, en efternøler, en lille hund i lømmelalderen, to halvgamle katte som hunden jagter hver gang den ser sit snit, en kanin og nogle høns. Mit arbejdsliv er jeg så heldig at tilbringe på et forlag, men valbylove handler mest om min fritid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *