Sommerpostkort fra Frankrig

Jeg ved ikke, hvad det er med Frankrig og mig. Jeg føler nærmest, vi deler DNA. Varmen, lyset, landskabet, vegetationen, maden, den måde folk indretter deres boliger på … jeg holder så meget af det hele.
Jeg startede med et par dage i Paris med vores 16-årige og vores syvårige – uden Jakob og vores 18-årige, af familielogistiske årsager. Det var otte år siden, jeg sidst havde været i byernes by – med Jakob og de to ældste, og den yngste helt nyskabt i min mave som et lille frø, der gav mig intens kvalme.
Denne gang ingen kvalme, bare ren, intens lykkefølelse, da vi steg op fra Luxembourg Metrostationen og fandt vores hotel. Jeg syntes, det var så gennemfantastisk at være i den by igen, at tanken strejfede mig, hvorfor man egentlig ikke flytter derned. Måske engang. Jeg ville føle mig hjemme i løbet af to minutter.
Og selv om den yngste meget hurtigt kørte træt i at vandre ad boulevarder, i modsætning til den 16-årige, der egentlig gerne ville have kørt hele paletten med Louvre, katakomber osv, så lykkedes det os sgu okay at finde et kompromis, hvor vi bare nød Paris. Okay, den yngste nød det ikke ret meget – børn i storbyer i 30 graders varme har aldrig været optimalt. Men alt bøvl og besvær prellede af på mig, for jeg elsker, elsker, elsker Paris.

Ved Seinen, hvor vi fandt et sted i skyggen og holdt et hvil, så vi de her fem kolleger, der satte sig med deres frokost og småsnakkede om, hvad de havde lavet i weekenden.

De havde sådan en skøn ro over sig, og et nærvær. De kom sikkert fra en travl mandag formiddag i firmaet, men nu havde de frokostpause, og den skulle nydes på Seinebredden. En følelse, jeg lige gemte i lommen og tager med mig hjem. Og lige præcis dét er for mig noget af det bedste ved at rejse: al den inspiration og andre måder at gøre tingene og leve sin hverdag på, som er lige til at plukke og tage med sig hjem. Og give sig selv en lidt mere fransk hverdag 🙂

I øvrigt! En anbefaling: Restaurant Polidor i Rue Monsieur le Prince 41, ærlig fransk og helt vildt god mad, jeg fik den bedste tartar jeg har smagt, og det siger en del.

Mandag eftermiddag tog vi toget til Lille og mødte den 18-årige og Jakob, som kørte herned i bil.
Vi bor i en lille landsby i Nordvestfrankrig, ikke så langt fra Lille.

Her er bakket og yndigt, med udsigt til landsbyens kirketårn, og genboen, som i øvrigt er byens borgmester, sælger oste og andre mælkeprodukter fra eget landbrug og holder æsler, som vækker os med deres utrolig sjove skryden. Det lyder som køer, der har fået grineflip.
Huset, vi bor i, er vidunderligt, stort og fransk og kringlet og lige os. Og det er så dejligt at få noget intens varme. Jeg er vild med den danske sommer, men lige at få sådan en tur til et land lidt længere sydpå gør, at efteråret, når det sætter ind, føles som en velkommen forandring, fordi man ligesom er blevet varmet helt igennem.

PS. Nej, vores hus i Valby står ikke tomt, dér bor vores franske værter nemlig.

Forfatter: Anne Matthiesen

Jeg hedder Anne og bor i Valby i København sammen med min mand, to teenagere, en efternøler, en lille hund i lømmelalderen, to halvgamle katte som hunden jagter hver gang den ser sit snit, en kanin og nogle høns. Mit arbejdsliv er jeg så heldig at tilbringe på et forlag, men valbylove handler mest om min fritid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *